DanishEnglishFrenchGermanNorwegianSwedish

Kontakt

 

Er du interesseret i at komme i kontakt med Looklab.dk, kan du kontakte os via mail eller pr. telefon.

Har du generelle spørgsmål kan du skrive til:
info@looklab.dk

Har du spørgsmål omkring mulighederne for annoncering, partnerskaber, sponsorater o.lign. kan du skrive til:
partner@looklab.dk

Du kan også kontakte vores salgsansvarlige, Christian Kruse, på:
ck@looklab.dk eller pr. telefon: +45 40 54 64 72

ønsker du at komme i direkte kontakt med én eller flere af bloggerne kan du skrive til dem på følgende emailadresser:

sara@looklab.dk
celine@looklab.dk
stine@looklab.dk
healthjunkie@looklab.dk
allthingsdapper@looklab.dk
theinsider@looklab.dk
rikkekroeger@looklab.dk
ella@looklab.dk
stylebyjosephine@looklab.dk
guldlog@looklab.dk
malsen@looklab.dk
fit4livin@looklab.dk

Hvis du vil sende noget til os, er vores adresse: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg.

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

Om Looklab

Velkommen til LOOKLAB!

På Looklab.dk finder du nogle af Danmarks allerbedste mode- og livstilsblogs. Vi elsker mode, stil, shopping, skønhed, mad, musik, design, kunst og en masse andet - og det vil vi gerne dele! Derfor er vi gået sammen om at skabe et fælles univers, et slags konsortium, hvor vi hygger og deler med hinanden og alle jer, der sidder ude på den anden side af skærmen. Vi opdaterer døgnet rundt, 365 dage om året med alt fra brudstykker af vores liv, vores bedste mode- og skønhedstips til dugfriske reportager om trends, streetstyle og mode events in real time!

Har du ris, ros, spørgsmål eller forslag til forbedringer? Så send en mail på  info@looklab.dk.

Vil du høre om mulighederne for kommercielle samarbejder på Looklab.dk, så er du velkommen til, at kontakte os på partner@looklab.dk eller ringe til Christian Kruse på tlf. +45 40 54 64 72. Vi elsker samarbejder der er sjove for læserne, for virksomhederne og for os - og i fællesskab kan vi skræddersy den helt rigtige løsning.

Vores adresse er: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg

Så ja - velkommen til Looklab, surf rundt og tag del i vores univers!

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

BLIV LOOKLAB FRIEND

 

 
 

Regler og vilkår for Looklab Friends

Ved at tilmelde dig som Looklab Friend modtager du fremover Looklab's nyhedsbrev, LOOKLETTER. Dermed er du altid sikret de seneste nyheder, konkurrencer og en helt ny vinkel fra os på Looklab. LOOKLETTER udkommer hver 3. uge og vil være dér I kan se os fra helt nye sider!

Looklab kan også sende emails med sponseret indhold og vi lover (amar' og halshug), at vi kun vil sende relevant information til jer. Fx om spændende lagersalg, VIP-events eller tilbud fra butikker, forretninger og onlineshops. Spam has never been cool ;-)

Ved at oplyse dit telefonnummer når du registrerer dig som Looklab Friend, vil du fremover ved udvalgte lejligheder, modtage en sms. Servicen er helt gratis.

Husk! Du kan til enhver tid afmelde dig som Looklab Friend og dermed også nyhedsbrevet samt sms-servicen fra Looklab.dk gennem vores nyhedsbrev. Men vi håber, at du vil synes ligeså godt om Lookletter, som vi gør ;-)

Luk

Skår i glansbilledet #6

For omkring 7 år tilbage, da jeg var 16 år gammel blev jeg desværre et af de mange ofre for spiseforstyrrelse. Jeg var lige startet på Handelsskole, og alt skulle til at ændre sig efter folkeskolen. Jeg kendte ingen i min nye klasse, men jeg har aldrig holdt mig tilbage, når jeg skulle møde nye mennesker. Alligevel gik jeg altid rundt med en stemme, der fortalte mig, at jeg ikke var god nok, at jeg burde tabe mig, og jeg har lige så længe jeg husker haft dårligt selvværd. Da jeg startede på Handelsskole var jeg måske en smule overvægtig. Jeg havde været på utallige slankekure, som altid gik i vasken, og selvfølgelig var det også endnu en ting jeg kunne slå mig selv i hovedet med. En dag besluttede jeg dog, at det skulle være slut! At nu skulle jeg tage mig sammen og tabe mig, for så ville jeg få det meget bedre på alle måder.

Det startede som en almindelig slankekur, men jeg opbyggede hurtigt flere og flere regler for mig selv, og jeg kunne ikke dyrke nok motion. Efter godt halvanden måned kunne jeg godt se, at det var helt galt. Jeg havde tabt mig omkring 9 kg på meget kort tid, jeg spiste næsten ingen ting, og jeg dyrkede konstant motion. Jeg husker tydeligt at min mor, søster og jeg sad på Bones. Jeg fik salat og en bagt kartoffel. Pludselig brød jeg sammen midt inde på Bones, fordi jeg fik det dårlig over at jeg spiste en bagt kartoffel. Jeg erkendte selv, at jeg nu behøvede professionel hjælp inden det gik mere galt. Min mor har selv haft anoreksi i en alder af 18 år, og havde godt set nogle tegn på, at det var ved at løbe løbsk for mig. Det skal dog siges at mine forældre er skilt, og jeg var meget alene hjemme i den periode jeg startede på dette, og jeg kunne derfor skjule det meste.

Min mor tog mig med til lægen, men eftersom jeg stadigt var normalvægtig på daværende tidspunkt mente min læge ikke, at jeg havde brug for hjælp selvom vi prøvede at overbevise hende det modsatte. Min mor gjorde en kæmpe indsats for at finde en psykolog til mig, hvilket var nærmest umuligt. Vi fandt en, men der var ventetid, og der gik derfor yderligere halvanden måned, hvor jeg ikke fik hjælp. Derfor nåede det at blive så slemt, at jeg havde tabt mig over 17kg og nu var nede på 40kg. Så anoreksien havde allerede fået fat i mig på bare 3 måneder.

Conquer

Billede herfra.

”Stemmen” havde overtaget mit hoved fuldstændig og jeg befandt mig nu i en verden hvor alt drejede sig om mad, motion og mit spejlbillede. Jeg mistede mange af mine venner og veninder, fordi jeg slet ikke havde overskud til socialisering – og dette ville jo også indebære mad i de fleste tilfælde, hvilket jeg jo ikke var interesseret i. Motionen var så slem at selv hvis jeg sad i en bil, så spændte jeg i hele kroppen, fordi jeg hadede at sidde stille. På en dag dyrkede jeg pilates om morgen, cyklede 10 km til og fra skole, stod på stepmaskine, løb en tur/tog til spinning og gik en lang tur med min hund. Alt jeg fik at spise var et æble i skolen og meget, meget lidt aftensmad. Min energi og mit overskud var altid lig nul, og alligevel fik jeg aldrig søvn om natten, fordi jeg ikke kunne falde i søvn, lige meget hvor gerne jeg ville. Jeg græd på de fleste tidspunkter og syntes mit liv var et helvede. Jeg havde en aftale med skolen om at jeg måtte tage hjem, når jeg havde brug for det. Jeg stod i et dilemma mellem at ville være tynd og ville have et ”normalt” og godt liv. Mine hormoner gik helt i koks. Jeg fik bumser i hele hovedet, hvilket jeg aldrig havde haft tidligere. Jeg tabte halvdelen af mit ellers kraftige hår. Alle steder jeg gik var der hår efter mig, og jeg blev plet skallet flere steder, hvilket gjorde mig ekstremt ked af det.

Endelig fik jeg en tid ved en psykolog, som jeg hurtigt fik et tæt forhold til. Til hende kunne jeg fortælle alt. Hun udfordrede mig, og jeg tog imod dem og formåede faktisk at få vendt det en smule. Jeg fik langsomt mig selv til at spise flere og flere kalorier og tog et par kg på. Dog var der langt hen til psykologen, og jeg fik derfor tilbudt at komme ind til Center For Spiseforstyrrelser, som lå tæt på. Jeg blev aldrig glad for at være der. De formåede overhovedet ikke at nå ind til mig som min første psykolog. Alt det handlede om for dem var at jeg tog 0,5 kg på i ugen, og det psykiske og alle mine følelser blev efterladt. I en kort periode begyndte jeg også at kaste op – tvunget selvfølgelig, så det betød jeg nu også havde anoretisk-bulimi. Jeg fik det skidt når jeg havde mad i maven, og kastede det derfor op. Dette gik dog heldigvis over igen, fordi jeg følte mig ulækker. Jeg formåede på en eller anden måde at kæmpe mig op og nå min målvægt. Det betød at jeg kunne starte i en gruppe i stedet, hvor andre piger på min alder med spiseforstyrrelser kunne snakke sammen.  Det var en blanding af piger med anoreksi og bulimi. Jeg fik det faktisk okay for en periode. Jeg havde stadigt svært ved at være i mig selv, men jeg havde det bedre end jeg længe havde haft. Pludselig vendte det igen og et eller andet trickede mig til igen at starte på at kaste op. Jeg tror det var en måde at skubbe alle mine ubearbejdede følelser væk. Jeg følte mig altid klam, men jeg kunne ikke stoppe igen. Nu havde jeg så fået bulimi i stedet. Jeg spiste normalt men havde dagligt episoder hvor jeg overspiste for derefter at kaste op. Det var hårdt for min krop og jeg havde ingen energi. Min mor fandt selvfølgelig ud af det, og jeg forsøgte flere gange at stoppe. På et tidspunkt lavede vi et væddemål på 2000kr, hvis jeg stoppede. Dette hjalp faktisk, og jeg kastede ikke op i en meget lang periode. Jeg husker dog ikke hvad det var der gjorde, at jeg fik tilbagefald, som endte i opkast igen.

Noget tid efter, hvor jeg svævede mellem at have det bedre og have det skidt – stadigt med en følelse af, at jeg og mit liv var unormalt og noget værre rod mødte jeg en fantastisk dreng, som jeg den dag i dag stadigt er sammen med. Han vidste lige fra starten, at jeg havde haft anoreksi, men han vidste dog ikke at jeg stadigt havde bulimi. Dette fortalte jeg ham en dag med frygt for at han ville gå fra mig, eller at han ville synes jeg var lige så klam, som jeg selv syntes. Han tog det pænt, men ville selvfølgelig at det skulle stoppe. Efter godt et år fik jeg overbevist mig selv om, at nu skulle det være slut, og fra den dag af stoppede det. Det var hårdt, men for hver dag der gik forsvandt tankerne om det mere og mere. I dag har jeg ikke kastet op i 2 et halvt år og jeg ved, at jeg aldrig kommer til det igen!

I dag, godt 6 år efter hele mit mareridt startede, er jeg ovenpå igen. De første år da det startede, var de værste i mit liv, men det har været på grund af min egen vilje og styrke om at blive rask, min familie og min kæreste, at jeg i dag kan sidde her og føle mig som en helt normal pige med et helt normalt liv. Jeg har gået til flere psykologer og gået i hypnose i de senere år, fordi jeg har kæmpet med dårligt selvværd og høje forventninger til mig selv. Men det har hjulpet, og jeg har det fint med mig selv i dag. Jeg har stadigt ting jeg skal arbejde med, ligesom alle andre, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme videre i processen.

Spiseforstyrrelse ville jeg aldrig ønske for nogen – end ikke min værste fjende! Min personlige mening er, at det er noget af det værste man kan få, og mange spiseforstyrrede kan ikke selv se, at de har brug for hjælp, eller også kan det være svært at få den nødvendige hjælp. Jeg tror at grunden til, at jeg i dag er kommet så langt, er fordi jeg har været bevidst om, at det jeg gjorde var forkert, at jeg ikke hverken ville eller kunne leve resten af mit liv på den måde, og at jeg har været/er bevidst om at bevæge mig videre i processen om at blive rask.

Det er en lang og sej kamp, men hvis man vil være rask, så kan man blive rask. Jeg håber virkeligt at piger og drenge derude med spiseforstyrrelser vil erkende, at de er syge og gøre dem selv en kæmpe tjeneste! Lad være med at vente. Jo længere tid man venter, jo længere en kamp bliver det!

Jeg håber virkeligt at tabuet om spiseforstyrrelser kan blive brudt!

 Og husk: Du ér god nok!

// Louise

Følg Fit 4 Livin':

Fit 4 Livin' - bloglovin Fit 4 Livin' - bloglovin

INSTAGRAM

@fit4livin

Skår i glansbilledet #5

Vi tager til Aarhus i dag og mange dag frem, og grundet vi er uden internet derovre, vil jeg lade mine læsere få ordet. Jeg har mange flere “Skår i glansbilledet” liggende og jeg synes det er vigtigt at få dem på bloggen løbende. Ikke for at være pessimist eller skabe røre i andedammen. Men fordi de her folk har brug for at dele deres historie og kamp. Det er faktisk rigtigt livsbekræftende, modigt og en øjenåbner for mig, og jeg er bare utrolig stolt over de her folk gider dele deres historier. For de hjælper andre i lignende situationer og er med til at italesætte mange tabubelagte emner i Danmark. Det er stort!

Dit projekt kommer på et godt tidspunkt. Jeg sidder nemlig med håbet om at dele min historie. Den går langt tilbage. Faktisk helt tilbage til mit 16. år, hvor jeg gik på efterskole. Der opstod der pludseligt et inderligt ønske om at få en flad mave. Hvad der startede som et ønske udviklede sig derfra til en ond, lang spiseforstyrrelse, som jeg endnu er i behandling for, hvorfor jeg lige har holdt et sørgerligt 11-års ‘jubilæum’. Det lyder måske banalt, men det nogle gange er den udløsende faktor overraskende lille.

På daværende tidspunkt var ‘Sundhed’ ikke i fokus på samme måde, som det er i dag, hvorfor det dengang også var ‘nemmere’ at være syg og i behandling. Det er ufatteligt hårdt at have trænings- og skyrforbud, når det virker som om, det er det, hele Danmark (og verden) er optaget af. Inden min indlæggelse sidste år, da min anoreksi peakede, levede jeg igennem Instagram og Fitnessblogs, og jeg sugede alle ideer til mig, og blev mere og mere forvirret og indspundet i nettet af hjemmetips og quick fixes. Jeg var fanget, og var til sidst nødt til at tage en kold tyrker, hvilket min spiseforstyrrelse var dybt modstander af: For ‘Sundhed’ var jo defineret, lige dér, men desværre var mit fokus altid på det, jeg ikke gjorde, fremfor på det jeg gjorde.

Spiseforstyrrelse

Billede herfra.

Det er frygteligt hårdt at være i behandling for en spiseforstyrrelse midt i en sundshedstrend. At være nødt til at lukke øjnene for 5:2, Palæo, Dukan, Skyr, Gulerødder, Ironman, Instagram, FitnessBlogs, CrossFit… You name it! Fordi jeg er i behandling. Jeg er i behandling for en sygdom, som jeg har været så syg af, så ufatteligt længe. Maden er min medicin, og som andre patienter er jeg afhængig af den, for at blive rask. Desværre er min medicin ikke forenelig med ‘Sundhedstendensen’, fordi jeg skal lære at spise ting, der stritter imod hele sundhedstendensen. Hvis bare jeg havde haft muligheden for at blive rask inden alt skulle hashtagges med fitfamDK eller Cleaneating, så jeg kunne have et mere nuanceret forhold til det. For jeg synes jo, det er sjovt at træne og spise sundt, men balancen er så ufattelig fin, at jeg er nødt til at være konstant på vagt. Selvom jeg elsker at gå på opdagelse og kigge på FitnessBlogs, så skal jeg passe på, fordi Spiseforstyrrelsen pludseligt begynder at spejle mig, og det er bare ikke muligt at spejle mig i Sundhedstendensen lige nu, fordi jeg har et projekt, og det er at komme fri fra min anoreksi, og det kommer jeg kun ved eksponering af de ting, der i min (og Sundhedstensens) optik er forbudte. Så derfor har jeg gennem længere tid haft slettet min Instagram, og Bloglovin er jeg nødt til at holde mig helt fra. Inden jeg besøger mine yndlingsblogs (som denne) er jeg nødt til at tage fem minutter, hvor jeg tager en indre snak om, hvorfor jeg besøger bloggen. For på trods af ord som ‘sundhedsrealisme’ og andre fantastiske prædikater, som er grunden til, denne blog blandt andet er én af mine yndlings, så er jeg ikke rationel i min tilgang. Min medicin, som består af usunde ting, for jeg kan få et realistisk billede på, hvordan man spiser, er ikke i overensstemmelse med sundhedstendensen. Derudover måtte jeg også gå imod strømmen og er nu et ikke-medlem af et fitnesscenter. Jeg var nødt til at afmelde mit træningsmedlemsskab i FitnessDK, fordi jeg oplevede en konstant opmuntring over mit fremmøde, hver gang jeg checkede ind, på trods af, jeg var skind og ben. Da jeg på et tidspunkt fik mål min fedtprocent til 5, gav instruktøren mig et high-5 og sagde, at “det måtte jeg godt nok have arbejdet for”. You bet.

Jeg har som skrevet været syg siden julen 2002. Det har været en lang rejse, som har budt på ekstrem undervægt og, som nu, normalvægt. Jeg har været igennem flere behandlingsforløb, og er nu tilknyttet Klinik for Spiseforstyrrelser, som er det bedste sted til at hjælpe mig, fordi jeg er så bundet op på sundhedsaspektet, at jeg er nødt til at tage den helt fra scratch og lære, at mad ikke er farligt. Jeg går i kagetræning og har chokolade fast på min kostplan. Og inden jeg hopper med på Sundhedsbølgen er jeg nødt til at lære at indse, at mad først og fremmest er de røde og grønne tal og at jeg, lige nu, er nødt til at tilsidesætte alt der hedder IIFYM, Lowcarb, sunde kalorier, det sunde alternativ.. You name it! Fordi der er ting, jeg simpelthen aldrig har smagt! En burger, en pizzaslice efter en bytur, en kanelsnegl… Og min nysgerrighed for at komme til at smage det en dag, stritter imod hele Sundhedstendensen, hvorfor jeg stadig har lang vej endnu på trods af, jeg endelig er på mit BMI20 – hvilket også er en udfordring at holde sig på, når man bliver bombarderet med fedtprocenter og tal, tal, tal fra alle steder.

Der skal så lidt til at trigge min spiseforstyrrelse. Jeg er nødt til at stå fast og overbevise mig selv om, at den eneste måde, jeg kan blive rask på er at gå direkte imod sundhedstendensen og lukke ørene, når min omgangskreds begynder at fortælle om, hvilken kur, de følger. I stedet må jeg huske mig selv på, at jeg er i behandling og det er de ikke. Og så glæde mig til den dag, jeg er i stand til at hvile så meget i mig selv, at jeg kan gøre lige som jeg vil: om det er at træne eller ej.

Jeg er den dag i dag næsten færdiguddannet cand.ling.merc’er fra CBS. Jeg afleverer speciale om knap to måneder, og er bragende stolt af, hvad jeg har opnået på trods af min sygdom. Jeg er rigtigt glad for dette initiativ, Danica, hvorfor jeg også valgte at skrive til dig med det samme. Jeg værdsætter meget dit fokus, som jeg selv pønser på at sætte mere fokus på.

Jeg er tilbage på Instagram og til tider din blog. Jeg er meget opmærksom på ikke at følge nogen fitnessfolk på Insta, ligesom jeg heller ikke aktivt opsøger sundhedstendensen. Det er simpelthen stadig for farligt. Det er bare dødhårdt at føle sig så meget som “ikke en del af Sundhedsdanmark”, fordi jeg er nødt til at passe min behandling.

Det var min historie.

Gæsteindlæg: A Million Miles

I dag får Signe lov at gæsteblogge på bloggen. Signe er en af min yndlings bloggere og Instagrammere. Der er ikke nogen, der spiser pænere, eller tager flottere billeder, end Signe. Lad jer fortrylle og lad mig bagefter høre, om jeg er den eneste, der er totalt lækkersulten?

Hej til alle jer derude bag skærmen, jeg hedder Signe og blogger normalt ovre på A Million Miles, men i dag har jeg været så heldig at få lov at skrive et gæsteindlæg her på en af mine yndlingsblogs Fit 4 Livin’. På www.amillionmiless.com og @amillionmiless henholdsvis blogger og instagrammer jeg om sund og farverig mad, som er nem at gå til – også for dem, der ligesom jeg selv, stadig ikke er super erfarne i et køkken.

Selvom jeg blogger om sund mad, så er det bestemt ikke noget jeg altid har gået op i, hvis man kigger blot to år tilbage i tiden, så førte jeg alt andet end en sund livsstil. Jeg havde i årevis haft et usundt forhold til mad og min krop, hvor jeg svingede mellem at sulte mig selv og så gå amok i usund mad og søde sager, hvilket først begyndte at ændre sig, da jeg ændrede min måde at se på mad på – tidligere handlede alting om kalorier, hvor jeg i dag hellere vil tælle farver og næringsindhold. Jeg spiser ikke efter nogle bestemte principper eller regler, men går derimod bare efter at spise sundt og varieret, hvilket for mig betyder gode uforarbejdede fødevarer (gerne øko når su’en tillader det) og at inkludere en hel masse frugt og grønt i min kost.

AMM 1 AMM 5

Med det sagt, så er jeg dog på ingen måde sundhedsfanatiker og vil nærmere sige jeg følger 80/20 princippet med sund mad 80% af tiden og så plads til at synde lidt i de resterende 20% – så selvom jeg elsker mine grønne smoothies, så er der intet der skal komme imellem mig og mit bland selv slik eller en tur på Mac’en efter en bytur ;)

AMM 3 AMM 4AMM 2

Jeg startede min instagram @amillionmiless for lidt over et år siden i forbindelse med min livsstilsændring og den har været en kæmpe hjælp for mig, da den både har været god til at holde mig lidt i ørene – havde jo pludselig publikum på, der fulgte med i mit liv og den mad jeg spiste – og også til at inspirere, da jeg altid kunne bruge den som opslagsværk når jeg var tom for ideer til sunde måltider eller når jeg havde brug for en påmindelse om hvorfor jeg begyndte til at starte med. Jeg ved at instagram, blogs og de sociale medier for nogle har ført til et usundt forhold til mad og træning, men for mig personligt, så det har helt klart været en positiv oplevelse, som har givet mig den ekstra motivation til at holde ved den sunde livsstil.

AMM 6

I takt med at min instagram blev ved med at vokse, så besluttede jeg mig for at starte min blog A Million Miles, hvor jeg ligesom på min instagram deler billeder og opskrifter på sund mad, men her med mulighed for at tage det ”to the next level” med flere billeder og mere teksttunge indlæg. På bloggen kan du finde opskrifter på alt fra smoothies, salater og juices til sundere versioner af pizzaer, burgere og desserter, som for det meste er helt simple og nemme at gå til, da jeg stadig er lidt af en nybegynder i et køkken efter at have levet af pasta og sandwich i de første par år efter jeg flyttede hjemmefra ;)

Hvis det skulle have fanget din interesse, så er du mere end velkommen til at kigge forbi og måske blive inspireret til en lidt mere farverig hverdag – mit motto er ikke ”eat the rainbow” for ingenting :D Find min blog lige HER og min instagram lige HER.