DanishEnglishFrenchGermanNorwegianSwedish

Kontakt

 

Er du interesseret i at komme i kontakt med Looklab.dk, kan du kontakte os via mail eller pr. telefon.

Har du generelle spørgsmål kan du skrive til:
info@looklab.dk

Har du spørgsmål omkring mulighederne for annoncering, partnerskaber, sponsorater o.lign. kan du skrive til:
partner@looklab.dk

Du kan også kontakte vores salgsansvarlige, Christian Kruse, på:
ck@looklab.dk eller pr. telefon: +45 40 54 64 72

ønsker du at komme i direkte kontakt med én eller flere af bloggerne kan du skrive til dem på følgende emailadresser:

celine@looklab.dk
stine@looklab.dk
healthjunkie@looklab.dk
allthingsdapper@looklab.dk
theinsider@looklab.dk
rikkekroeger@looklab.dk
ella@looklab.dk
stylebyjosephine@looklab.dk
guldlog@looklab.dk
malsen@looklab.dk
fit4livin@looklab.dk
homesick@looklab.dk

Hvis du vil sende noget til os, er vores adresse: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg.

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

Om Looklab

Velkommen til LOOKLAB!

På Looklab.dk finder du nogle af Danmarks allerbedste mode- og livstilsblogs. Vi elsker mode, stil, shopping, skønhed, mad, musik, design, kunst og en masse andet - og det vil vi gerne dele! Derfor er vi gået sammen om at skabe et fælles univers, et slags konsortium, hvor vi hygger og deler med hinanden og alle jer, der sidder ude på den anden side af skærmen. Vi opdaterer døgnet rundt, 365 dage om året med alt fra brudstykker af vores liv, vores bedste mode- og skønhedstips til dugfriske reportager om trends, streetstyle og mode events in real time!

Har du ris, ros, spørgsmål eller forslag til forbedringer? Så send en mail på  info@looklab.dk.

Vil du høre om mulighederne for kommercielle samarbejder på Looklab.dk, så er du velkommen til, at kontakte os på partner@looklab.dk eller ringe til Christian Kruse på tlf. +45 40 54 64 72. Vi elsker samarbejder der er sjove for læserne, for virksomhederne og for os - og i fællesskab kan vi skræddersy den helt rigtige løsning.

Vores adresse er: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg

Så ja - velkommen til Looklab, surf rundt og tag del i vores univers!

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

BLIV LOOKLAB FRIEND

 

 
 

Regler og vilkår for Looklab Friends

Ved at tilmelde dig som Looklab Friend modtager du fremover Looklab's nyhedsbrev, LOOKLETTER. Dermed er du altid sikret de seneste nyheder, konkurrencer og en helt ny vinkel fra os på Looklab. LOOKLETTER udkommer hver 3. uge og vil være dér I kan se os fra helt nye sider!

Looklab kan også sende emails med sponseret indhold og vi lover (amar' og halshug), at vi kun vil sende relevant information til jer. Fx om spændende lagersalg, VIP-events eller tilbud fra butikker, forretninger og onlineshops. Spam has never been cool ;-)

Ved at oplyse dit telefonnummer når du registrerer dig som Looklab Friend, vil du fremover ved udvalgte lejligheder, modtage en sms. Servicen er helt gratis.

Husk! Du kan til enhver tid afmelde dig som Looklab Friend og dermed også nyhedsbrevet samt sms-servicen fra Looklab.dk gennem vores nyhedsbrev. Men vi håber, at du vil synes ligeså godt om Lookletter, som vi gør ;-)

Luk

Uden ord…

Ja, jeg er lidt stille herinde for tiden. Det er svært at sætte ord på hvorfor, men jeg forsøgte at gøre det i går på bloggens Facebook side med udgangspunkt i gårsdagens mest debatterede indlæg blogland. Jeg tror det bunder i, at jeg vokser mere og mere fra hele sundhedsverdenen, som vi kender den i dag. Det handler ikke om, at jeg føler mig usikker, har det dårligt med mig selv eller føler mig presset fra omverdenen. Det hander nok om, at jeg ikke deler den samme begejstring for træning og sund mad længere. Dermed ikke sagt jeg ikke træner eller spiser sundt – det gør jeg størstedelen af tiden. Jeg har nok bare ikke et behov for at dele det så meget længere.

Comwell 6

Men hvorfor så en blog? Ja, det er godt spørgsmål. Jeg startede den uden at have gjort mig nogle tanker om de budskaber man sender, de folk, der læser med og den påvirkning, det kan have. Jeg delte bare, hvad jeg kunne lide og det var en succes. Men med tiden kommer tvivlen og man sætter spørgsmålstegn ved sig selv. Hvorfor har jeg behov for at dele min træning? Hvorfor gider jeg dele madbilleder? Hvem gider læse om mit forhold til egen krop og hvor fedt synes min fremtidig arbejdsgiver lige det er, at jeg florerer rundt på nettet i stramt træningstøj eller undertøj? Hvad er meningen med en sundhedsblog egentlig? Er det ikke mega overfladisk og ligegyldigt? Er der seriøst nogen, der gider læse om hvad jeg spiste tidligere i dag eller hvad mine mål er? Er der ikke vigtigere ting i livet? Jo, for mig er der. Lige nu lever jeg for min familie og vores nye liv i København. Jeg drømmer om et arbejde indenfor det område, hvor jeg virkelig føler jeg kan gøre en forskel og hvor jeg hver dag glæder mig til at udrette ting. Jeg drømmer om, at fortsætte som et talerør for alle dem som har det rigtig svært eller har lyst til at dele deres kampe. Generelt set, at hjælpe folk til at nå et bedre sted i livet, hvor de føler sig glade og tilpas i egen krop.

Det er i dag mere unikt IKKE at blogge  end at gøre det – især om fitness, mad og træning. Der er så mange dygtige og uddannede folk ude i den sociale verden, der gør tingene til UG og skriver pisse godt. Det føler jeg ikke jeg kan eller har lyst til at hamle op med. Det er jo heller ikke interessant gang på gang at se de næsten samme udgaver af sunde desserter, træningsprogrammer, træningstøj – you name it. Jeg har dyb respekt for dem, der gider bruge deres tid på det. Jeg tror bare ikke jeg har mig selv med i processen længere, når jeg deler mit benprogram, mine resultater, min sunde mad. Der hvor jeg har en god fornemmelse er, når jeg blogger om de skønne oplevelser, jeg har haft med folk jeg holder af. Når jeg kan dele andres livsbekræftende historier. Når jeg prøver nye spændende ting i København. Når jeg drømmer om hvad fremtiden bringer. Rejser, velvære, oplevelser, lækker mad, personlige indlæg fra hjertet. Så jeg vil egentlig gerne, en gang for alle, tage titlen som “Sundhedsblogger” af mig. For det er jeg virkelig ikke længere. Nej, mit blognavn indikerer måske noget andet og det kan være jeg en dag ændrer det – men indtil da, så vil I ikke opleve noget mærkat herinde. Hvert et indlæg er skrevet med en god fornemmelse og måske tingene vil fortsætte som de har gjort den seneste måned? Måske vil jeg blogge mere, fordi jeg ikke længere føler jeg skal blogge om specifikke ting,  fordi det er dét folk vil læse om. Måske jeg vil blogge mindre, fordi jeg heller vil nyde fritiden med min familie og venner? Det vil fremtiden kun vise.

Og så var jeg vidst heller ikke uden ord alligevel ;)

Danica

Følg Fit 4 Livin':

Fit 4 Livin' - bloglovin Fit 4 Livin' - bloglovin

INSTAGRAM

@fit4livin

Skår i glansbilledet #8

Der er ingen definition på ensomhed. Ensomhed er en subjektiv følelse og føler man sig ensom, ja, så er man ensom. Jeg er ikke ensom. Jeg har en fantastisk kæreste gennem 10 år, en stor flok fantastiske veninder og et godt netværk. Men jeg føler mig alene og det er også en ensom følelse. Alene fordi jeg ingen familie har. Jeg er det, som de fleste kalder en mønsterbryder. Jeg er i gang med en universitets-uddannelse, jeg ejer et hus, har god økonomi, laver frivilligt arbejde, er vellidt i mit netværk og er med andre ord en gevinst for samfundet. Alle glemmer bare, at mønsterbrud også har negative konsekvenser for mønsterbryderen.

Jeg har mistet min familie. Begge mine forældre lever stadig, men jeg ser dem ikke. De er og har altid været fyldt af egne behov, så vi børn blev der ikke taget mange hensyn til. Jeg har aldrig fået tæsk eller måtte sulte. Men jeg kender til livet som barn af forældre på kontanthjælp, forældre i fængsel, forældre der skifter partnere hele tiden, forældre der ikke har formået at skærme mod verden når det var påkrævet, forældre med misbrug og livet med mange flytninger, ingen ferier, et beskidt hjem, masser af røg og livet som den ”de andre ikke må lege med”. Når jeg er sammen med resten af min familie føler jeg mig ikke hjemme og de føler sig ikke hjemme sammen med mig. Jeg er blevet snobbet. Det er hvad der sker, når man rykker en socialklasse op og resten ikke følger med. Vi har simpelthen intet tilfælles ud over det blodes bånd.

Loneliness

Billede herfra.

Når man har levet i den socialklasse og rykker en op, så hører man ikke nogen steder hjemme. Jeg passer ikke helt ind med mine veninders kernefamilie-opvækst, deres forældres støtte og ressourcer og deres erfaringer med det gode liv. Eller i min svigerfamilie med lange akademiker-uddannelser bag sig. Al ordenligheden gør mig utryg, for i på mange måder er jeg så uordenlig. Det er svært at være sammen med andre og dele historier, for min historie gør mange utryg. Utryg, fordi den er så anderledes og utryg fordi det billede de har af mig, ikke stemmer overens med hvad jeg fortæller.

Min yngste bror er narkoman og har været det siden han var 15 år. Jeg er kun 5 år ældre, men de sidste mange år har jeg fungeret som hans eneste forældre, for heller ikke her har mine forældre kunne tilsidesætte egne behov for at hjælpe ham. Det har jeg i mange år gjort og det har kostet blod, sved og tårer, det presser grænser, både hos mig, men også hos min kæreste. Han har været hårdest ramt af vores forældres svigt og hver gang han går ned, så går en del af mig med ned. Jeg kan fysisk mærke hans smerte, for vi deler den på så mange måder.

I dag ved jeg ikke hvor han er eller hvordan han har det, for jeg er blevet nød til at give slip for ikke at gå helt ned. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se ham leve som han gør. I stedet har jeg en konstant pres fra den kugle af sort samvittighed, der nager i mit bryst. Når telefonen ringer fra et ukendt nummer mærker jeg hver gang frygten for hvad der kan være sket ham. Selvom jeg har god støtte fra både kæreste og veninder, så er jeg alene. Ingen af dem forstår helt hvordan det er, selvom de prøver alt hvad de kan. Jeg føler mig ikke som en kvinde på 27, men som en gammel dame, for jeg har været voksen i mange år. Den der grundlæggende tryghed og sikkerhed, som ens familie betyder, den har jeg ikke. I sidste ende har jeg kun mig selv. Så på trods af succes og gode relationer, så er jeg alene.

Skår i glansbilledet #7

Jeg har lige været op til AT-eksamen. Hvordan det gik? Ad helvedes til. Jeg fik 7. 7 er jo en god karakter, det er jo middel. Ja, ja, men ikke godt nok for jeg plejer jo at få 12. Jeg er perfektionist og stiller meget høje krav til mig selv. Jeg føler, at hvis jeg ikke får 12, så er jeg ikke god nok og blot en skuffelse for alle.

De tre år på gymnasiet har ikke været nemt for mig socialt, fordi jeg er meget genert og tilbageholdende. Det har også været en udfordring rent mundtligt, for jeg tror aldrig nogensinde, jeg har været til samtale med en lærer, hvor han/hun ikke har kommenteret på, at jeg skal begynde at række hånden mere op. Jeg tilhørte heller ikke alkoholkulturen og er blevet skubbet og kritiseret af klassekammerater og andre til fester. Pigedramaet kunne jeg heller ikke håndtere i min venindegruppe. Jeg var altid dørmåtte og den, som de skulle afreagere på. Jeg har aldrig følt mig værdsat. Selv min klasse har udnyttet mig for, at de kunne få mine lektier, da jeg altid var god til at lave dem, fordi jeg er meget pligtopfyldende. Jeg er dårlig til at sige fra, så jeg delte dem altid ud, men da jeg selv mistede mine notater, var der ingen, der ville sende mig noget som helst. Jeg er klar over, at det er min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade være med at give dem mine lektier, men når jeg prøver at sige fra, får jeg dårlig samvittighed. Jeg kan ikke leve med den samvittighed, og jeg føler mig som verdens dårligste og mest egoistiske menneske. Selv om de behandler mig på den måde, vil jeg ikke synke ned på deres niveau. Det kan jeg slet ikke få mig til.

Imperfect

Billede herfra.

Ved siden af skole har jeg også arbejdet rigtig meget. Da begge mine forældre ingen uddannelse har, har jeg et stort ønske om at få en universitetsuddannelse, men på grund af beliggenhed bliver jeg nødt til at flytte, hvilket fører til en meget dyr husleje, og mine forældre har ikke den økonomiske kapacitet til at støtte mig. Derfor har jeg arbejdet cirka 50 timer om måneden ved siden af skolen. Hvis jeg skulle arbejde i lang tid og kom sent hjem, fik jeg stadig lavet mine lektier og afleveringer til tiden, om så det gik ud over min søvn. Det har ført til, at jeg i 3.g har døjet meget med søvnløshed, og det er blevet så stort et problem, at det er gået ud over min koncentrationsevne og energi, at jeg blev nødt til at gå til lægen. Jeg døjede desuden med hjertebanken og havde også haft et angstanfald. Han sagde, at det var stress, hvilket jeg også selv havde mistanke om, men det skræmte mig, da han også sagde, jeg led af en depression.

Jeg har nu fået en henvisning til en psykolog er jeg begyndt at gå til samtale. Jeg har ikke fortalt det til nogen og ikke engang familiemedlemmer, da jeg skammer mig over det. Jeg føler ikke selv, at mit problem er så stort, for jeg er sikker på, der er mange andre, der har det på samme måde som mig, og at jeg nok bare overreagerer. Psykologsamtalerne er også begyndt at gøre mig bekymret, da jeg nu står til snart at være færdig med gymnasiet. Er jeg overhovedet klar til at læse videre? Jeg føler mig aldrig god nok, og jeg ender med at gøre mig selv endnu mere stresset, når jeg selv kræver, at jeg skal være god til alt, og jeg ved ikke, om psykologen kan nå at hjælpe mig med alle mine problemer inden studiestart.

Jeg tror, jeg altid har følt mig mindre værd, og derfor prøver jeg at bevise folk, at jeg er god nok ved at forsøge at være perfekt, men det er umuligt. Måske ser folk mig som mønstereleven, der er god til alt, men det føler jeg ikke, jeg er. Jeg kan ikke leve op til deres forestillinger om mig. Så selv om jeg i mange andres øjne ser ud som én, der har let ved alting, fordi de mener, at jeg har en klæbehjerne og bare ved alt, så kender de ikke til sandheden om min stress og depression.

Jeg vil gerne dele min historie, fordi jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste, der kan karakteriseres som perfektionist. Jeg er bestemt heller ikke den eneste, der skal til at foretage et stort valg i mit liv, som kommer til at have betydning. Sabbatår eller studie? Måske bliver jeg ikke klogere på det, men jeg ved, at det har hjulpet mig at skrive dette ned og endelig sige, at jeg lider af stress og depression. Det viser bare, at selv om jeg muligvis lever det perfekte liv i andres øjne, er det ikke ensbetydende med, at jeg virkelig gør, og det gælder os alle sammen. Vi har alle vores problemer at kæmpe med under overfladen. Der er ingen, der lever det perfekte liv.