DanishEnglishFrenchGermanNorwegianSwedish

Kontakt

 

Er du interesseret i at komme i kontakt med Looklab.dk, kan du kontakte os via mail eller pr. telefon.

Har du generelle spørgsmål kan du skrive til:
info@looklab.dk

Har du spørgsmål omkring mulighederne for annoncering, partnerskaber, sponsorater o.lign. kan du skrive til:
partner@looklab.dk

Du kan også kontakte vores salgsansvarlige, Christian Kruse, på:
ck@looklab.dk eller pr. telefon: +45 40 54 64 72

ønsker du at komme i direkte kontakt med én eller flere af bloggerne kan du skrive til dem på følgende emailadresser:

sara@looklab.dk
celine@looklab.dk
stine@looklab.dk
healthjunkie@looklab.dk
allthingsdapper@looklab.dk
theinsider@looklab.dk
rikkekroeger@looklab.dk
ella@looklab.dk
stylebyjosephine@looklab.dk
guldlog@looklab.dk
malsen@looklab.dk
fit4livin@looklab.dk

Hvis du vil sende noget til os, er vores adresse: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg.

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

Om Looklab

Velkommen til LOOKLAB!

På Looklab.dk finder du nogle af Danmarks allerbedste mode- og livstilsblogs. Vi elsker mode, stil, shopping, skønhed, mad, musik, design, kunst og en masse andet - og det vil vi gerne dele! Derfor er vi gået sammen om at skabe et fælles univers, et slags konsortium, hvor vi hygger og deler med hinanden og alle jer, der sidder ude på den anden side af skærmen. Vi opdaterer døgnet rundt, 365 dage om året med alt fra brudstykker af vores liv, vores bedste mode- og skønhedstips til dugfriske reportager om trends, streetstyle og mode events in real time!

Har du ris, ros, spørgsmål eller forslag til forbedringer? Så send en mail på  info@looklab.dk.

Vil du høre om mulighederne for kommercielle samarbejder på Looklab.dk, så er du velkommen til, at kontakte os på partner@looklab.dk eller ringe til Christian Kruse på tlf. +45 40 54 64 72. Vi elsker samarbejder der er sjove for læserne, for virksomhederne og for os - og i fællesskab kan vi skræddersy den helt rigtige løsning.

Vores adresse er: LOOKLAB, Allégade 12, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg

Så ja - velkommen til Looklab, surf rundt og tag del i vores univers!

De bedste hilsner
Looklab.dk

Luk

BLIV LOOKLAB FRIEND

 

 
 

Regler og vilkår for Looklab Friends

Ved at tilmelde dig som Looklab Friend modtager du fremover Looklab's nyhedsbrev, LOOKLETTER. Dermed er du altid sikret de seneste nyheder, konkurrencer og en helt ny vinkel fra os på Looklab. LOOKLETTER udkommer hver 3. uge og vil være dér I kan se os fra helt nye sider!

Looklab kan også sende emails med sponseret indhold og vi lover (amar' og halshug), at vi kun vil sende relevant information til jer. Fx om spændende lagersalg, VIP-events eller tilbud fra butikker, forretninger og onlineshops. Spam has never been cool ;-)

Ved at oplyse dit telefonnummer når du registrerer dig som Looklab Friend, vil du fremover ved udvalgte lejligheder, modtage en sms. Servicen er helt gratis.

Husk! Du kan til enhver tid afmelde dig som Looklab Friend og dermed også nyhedsbrevet samt sms-servicen fra Looklab.dk gennem vores nyhedsbrev. Men vi håber, at du vil synes ligeså godt om Lookletter, som vi gør ;-)

Luk

Skår i glansbilledet #8

Der er ingen definition på ensomhed. Ensomhed er en subjektiv følelse og føler man sig ensom, ja, så er man ensom. Jeg er ikke ensom. Jeg har en fantastisk kæreste gennem 10 år, en stor flok fantastiske veninder og et godt netværk. Men jeg føler mig alene og det er også en ensom følelse. Alene fordi jeg ingen familie har. Jeg er det, som de fleste kalder en mønsterbryder. Jeg er i gang med en universitets-uddannelse, jeg ejer et hus, har god økonomi, laver frivilligt arbejde, er vellidt i mit netværk og er med andre ord en gevinst for samfundet. Alle glemmer bare, at mønsterbrud også har negative konsekvenser for mønsterbryderen.

Jeg har mistet min familie. Begge mine forældre lever stadig, men jeg ser dem ikke. De er og har altid været fyldt af egne behov, så vi børn blev der ikke taget mange hensyn til. Jeg har aldrig fået tæsk eller måtte sulte. Men jeg kender til livet som barn af forældre på kontanthjælp, forældre i fængsel, forældre der skifter partnere hele tiden, forældre der ikke har formået at skærme mod verden når det var påkrævet, forældre med misbrug og livet med mange flytninger, ingen ferier, et beskidt hjem, masser af røg og livet som den ”de andre ikke må lege med”. Når jeg er sammen med resten af min familie føler jeg mig ikke hjemme og de føler sig ikke hjemme sammen med mig. Jeg er blevet snobbet. Det er hvad der sker, når man rykker en socialklasse op og resten ikke følger med. Vi har simpelthen intet tilfælles ud over det blodes bånd.

Loneliness

Billede herfra.

Når man har levet i den socialklasse og rykker en op, så hører man ikke nogen steder hjemme. Jeg passer ikke helt ind med mine veninders kernefamilie-opvækst, deres forældres støtte og ressourcer og deres erfaringer med det gode liv. Eller i min svigerfamilie med lange akademiker-uddannelser bag sig. Al ordenligheden gør mig utryg, for i på mange måder er jeg så uordenlig. Det er svært at være sammen med andre og dele historier, for min historie gør mange utryg. Utryg, fordi den er så anderledes og utryg fordi det billede de har af mig, ikke stemmer overens med hvad jeg fortæller.

Min yngste bror er narkoman og har været det siden han var 15 år. Jeg er kun 5 år ældre, men de sidste mange år har jeg fungeret som hans eneste forældre, for heller ikke her har mine forældre kunne tilsidesætte egne behov for at hjælpe ham. Det har jeg i mange år gjort og det har kostet blod, sved og tårer, det presser grænser, både hos mig, men også hos min kæreste. Han har været hårdest ramt af vores forældres svigt og hver gang han går ned, så går en del af mig med ned. Jeg kan fysisk mærke hans smerte, for vi deler den på så mange måder.

I dag ved jeg ikke hvor han er eller hvordan han har det, for jeg er blevet nød til at give slip for ikke at gå helt ned. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se ham leve som han gør. I stedet har jeg en konstant pres fra den kugle af sort samvittighed, der nager i mit bryst. Når telefonen ringer fra et ukendt nummer mærker jeg hver gang frygten for hvad der kan være sket ham. Selvom jeg har god støtte fra både kæreste og veninder, så er jeg alene. Ingen af dem forstår helt hvordan det er, selvom de prøver alt hvad de kan. Jeg føler mig ikke som en kvinde på 27, men som en gammel dame, for jeg har været voksen i mange år. Den der grundlæggende tryghed og sikkerhed, som ens familie betyder, den har jeg ikke. I sidste ende har jeg kun mig selv. Så på trods af succes og gode relationer, så er jeg alene.

Følg Fit 4 Livin':

Fit 4 Livin' - bloglovin Fit 4 Livin' - bloglovin

INSTAGRAM

@fit4livin

Skår i glansbilledet #7

Jeg har lige været op til AT-eksamen. Hvordan det gik? Ad helvedes til. Jeg fik 7. 7 er jo en god karakter, det er jo middel. Ja, ja, men ikke godt nok for jeg plejer jo at få 12. Jeg er perfektionist og stiller meget høje krav til mig selv. Jeg føler, at hvis jeg ikke får 12, så er jeg ikke god nok og blot en skuffelse for alle.

De tre år på gymnasiet har ikke været nemt for mig socialt, fordi jeg er meget genert og tilbageholdende. Det har også været en udfordring rent mundtligt, for jeg tror aldrig nogensinde, jeg har været til samtale med en lærer, hvor han/hun ikke har kommenteret på, at jeg skal begynde at række hånden mere op. Jeg tilhørte heller ikke alkoholkulturen og er blevet skubbet og kritiseret af klassekammerater og andre til fester. Pigedramaet kunne jeg heller ikke håndtere i min venindegruppe. Jeg var altid dørmåtte og den, som de skulle afreagere på. Jeg har aldrig følt mig værdsat. Selv min klasse har udnyttet mig for, at de kunne få mine lektier, da jeg altid var god til at lave dem, fordi jeg er meget pligtopfyldende. Jeg er dårlig til at sige fra, så jeg delte dem altid ud, men da jeg selv mistede mine notater, var der ingen, der ville sende mig noget som helst. Jeg er klar over, at det er min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade være med at give dem mine lektier, men når jeg prøver at sige fra, får jeg dårlig samvittighed. Jeg kan ikke leve med den samvittighed, og jeg føler mig som verdens dårligste og mest egoistiske menneske. Selv om de behandler mig på den måde, vil jeg ikke synke ned på deres niveau. Det kan jeg slet ikke få mig til.

Imperfect

Billede herfra.

Ved siden af skole har jeg også arbejdet rigtig meget. Da begge mine forældre ingen uddannelse har, har jeg et stort ønske om at få en universitetsuddannelse, men på grund af beliggenhed bliver jeg nødt til at flytte, hvilket fører til en meget dyr husleje, og mine forældre har ikke den økonomiske kapacitet til at støtte mig. Derfor har jeg arbejdet cirka 50 timer om måneden ved siden af skolen. Hvis jeg skulle arbejde i lang tid og kom sent hjem, fik jeg stadig lavet mine lektier og afleveringer til tiden, om så det gik ud over min søvn. Det har ført til, at jeg i 3.g har døjet meget med søvnløshed, og det er blevet så stort et problem, at det er gået ud over min koncentrationsevne og energi, at jeg blev nødt til at gå til lægen. Jeg døjede desuden med hjertebanken og havde også haft et angstanfald. Han sagde, at det var stress, hvilket jeg også selv havde mistanke om, men det skræmte mig, da han også sagde, jeg led af en depression.

Jeg har nu fået en henvisning til en psykolog er jeg begyndt at gå til samtale. Jeg har ikke fortalt det til nogen og ikke engang familiemedlemmer, da jeg skammer mig over det. Jeg føler ikke selv, at mit problem er så stort, for jeg er sikker på, der er mange andre, der har det på samme måde som mig, og at jeg nok bare overreagerer. Psykologsamtalerne er også begyndt at gøre mig bekymret, da jeg nu står til snart at være færdig med gymnasiet. Er jeg overhovedet klar til at læse videre? Jeg føler mig aldrig god nok, og jeg ender med at gøre mig selv endnu mere stresset, når jeg selv kræver, at jeg skal være god til alt, og jeg ved ikke, om psykologen kan nå at hjælpe mig med alle mine problemer inden studiestart.

Jeg tror, jeg altid har følt mig mindre værd, og derfor prøver jeg at bevise folk, at jeg er god nok ved at forsøge at være perfekt, men det er umuligt. Måske ser folk mig som mønstereleven, der er god til alt, men det føler jeg ikke, jeg er. Jeg kan ikke leve op til deres forestillinger om mig. Så selv om jeg i mange andres øjne ser ud som én, der har let ved alting, fordi de mener, at jeg har en klæbehjerne og bare ved alt, så kender de ikke til sandheden om min stress og depression.

Jeg vil gerne dele min historie, fordi jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste, der kan karakteriseres som perfektionist. Jeg er bestemt heller ikke den eneste, der skal til at foretage et stort valg i mit liv, som kommer til at have betydning. Sabbatår eller studie? Måske bliver jeg ikke klogere på det, men jeg ved, at det har hjulpet mig at skrive dette ned og endelig sige, at jeg lider af stress og depression. Det viser bare, at selv om jeg muligvis lever det perfekte liv i andres øjne, er det ikke ensbetydende med, at jeg virkelig gør, og det gælder os alle sammen. Vi har alle vores problemer at kæmpe med under overfladen. Der er ingen, der lever det perfekte liv.

Skår i glansbilledet #6

For omkring 7 år tilbage, da jeg var 16 år gammel blev jeg desværre et af de mange ofre for spiseforstyrrelse. Jeg var lige startet på Handelsskole, og alt skulle til at ændre sig efter folkeskolen. Jeg kendte ingen i min nye klasse, men jeg har aldrig holdt mig tilbage, når jeg skulle møde nye mennesker. Alligevel gik jeg altid rundt med en stemme, der fortalte mig, at jeg ikke var god nok, at jeg burde tabe mig, og jeg har lige så længe jeg husker haft dårligt selvværd. Da jeg startede på Handelsskole var jeg måske en smule overvægtig. Jeg havde været på utallige slankekure, som altid gik i vasken, og selvfølgelig var det også endnu en ting jeg kunne slå mig selv i hovedet med. En dag besluttede jeg dog, at det skulle være slut! At nu skulle jeg tage mig sammen og tabe mig, for så ville jeg få det meget bedre på alle måder.

Det startede som en almindelig slankekur, men jeg opbyggede hurtigt flere og flere regler for mig selv, og jeg kunne ikke dyrke nok motion. Efter godt halvanden måned kunne jeg godt se, at det var helt galt. Jeg havde tabt mig omkring 9 kg på meget kort tid, jeg spiste næsten ingen ting, og jeg dyrkede konstant motion. Jeg husker tydeligt at min mor, søster og jeg sad på Bones. Jeg fik salat og en bagt kartoffel. Pludselig brød jeg sammen midt inde på Bones, fordi jeg fik det dårlig over at jeg spiste en bagt kartoffel. Jeg erkendte selv, at jeg nu behøvede professionel hjælp inden det gik mere galt. Min mor har selv haft anoreksi i en alder af 18 år, og havde godt set nogle tegn på, at det var ved at løbe løbsk for mig. Det skal dog siges at mine forældre er skilt, og jeg var meget alene hjemme i den periode jeg startede på dette, og jeg kunne derfor skjule det meste.

Min mor tog mig med til lægen, men eftersom jeg stadigt var normalvægtig på daværende tidspunkt mente min læge ikke, at jeg havde brug for hjælp selvom vi prøvede at overbevise hende det modsatte. Min mor gjorde en kæmpe indsats for at finde en psykolog til mig, hvilket var nærmest umuligt. Vi fandt en, men der var ventetid, og der gik derfor yderligere halvanden måned, hvor jeg ikke fik hjælp. Derfor nåede det at blive så slemt, at jeg havde tabt mig over 17kg og nu var nede på 40kg. Så anoreksien havde allerede fået fat i mig på bare 3 måneder.

Conquer

Billede herfra.

”Stemmen” havde overtaget mit hoved fuldstændig og jeg befandt mig nu i en verden hvor alt drejede sig om mad, motion og mit spejlbillede. Jeg mistede mange af mine venner og veninder, fordi jeg slet ikke havde overskud til socialisering – og dette ville jo også indebære mad i de fleste tilfælde, hvilket jeg jo ikke var interesseret i. Motionen var så slem at selv hvis jeg sad i en bil, så spændte jeg i hele kroppen, fordi jeg hadede at sidde stille. På en dag dyrkede jeg pilates om morgen, cyklede 10 km til og fra skole, stod på stepmaskine, løb en tur/tog til spinning og gik en lang tur med min hund. Alt jeg fik at spise var et æble i skolen og meget, meget lidt aftensmad. Min energi og mit overskud var altid lig nul, og alligevel fik jeg aldrig søvn om natten, fordi jeg ikke kunne falde i søvn, lige meget hvor gerne jeg ville. Jeg græd på de fleste tidspunkter og syntes mit liv var et helvede. Jeg havde en aftale med skolen om at jeg måtte tage hjem, når jeg havde brug for det. Jeg stod i et dilemma mellem at ville være tynd og ville have et ”normalt” og godt liv. Mine hormoner gik helt i koks. Jeg fik bumser i hele hovedet, hvilket jeg aldrig havde haft tidligere. Jeg tabte halvdelen af mit ellers kraftige hår. Alle steder jeg gik var der hår efter mig, og jeg blev plet skallet flere steder, hvilket gjorde mig ekstremt ked af det.

Endelig fik jeg en tid ved en psykolog, som jeg hurtigt fik et tæt forhold til. Til hende kunne jeg fortælle alt. Hun udfordrede mig, og jeg tog imod dem og formåede faktisk at få vendt det en smule. Jeg fik langsomt mig selv til at spise flere og flere kalorier og tog et par kg på. Dog var der langt hen til psykologen, og jeg fik derfor tilbudt at komme ind til Center For Spiseforstyrrelser, som lå tæt på. Jeg blev aldrig glad for at være der. De formåede overhovedet ikke at nå ind til mig som min første psykolog. Alt det handlede om for dem var at jeg tog 0,5 kg på i ugen, og det psykiske og alle mine følelser blev efterladt. I en kort periode begyndte jeg også at kaste op – tvunget selvfølgelig, så det betød jeg nu også havde anoretisk-bulimi. Jeg fik det skidt når jeg havde mad i maven, og kastede det derfor op. Dette gik dog heldigvis over igen, fordi jeg følte mig ulækker. Jeg formåede på en eller anden måde at kæmpe mig op og nå min målvægt. Det betød at jeg kunne starte i en gruppe i stedet, hvor andre piger på min alder med spiseforstyrrelser kunne snakke sammen.  Det var en blanding af piger med anoreksi og bulimi. Jeg fik det faktisk okay for en periode. Jeg havde stadigt svært ved at være i mig selv, men jeg havde det bedre end jeg længe havde haft. Pludselig vendte det igen og et eller andet trickede mig til igen at starte på at kaste op. Jeg tror det var en måde at skubbe alle mine ubearbejdede følelser væk. Jeg følte mig altid klam, men jeg kunne ikke stoppe igen. Nu havde jeg så fået bulimi i stedet. Jeg spiste normalt men havde dagligt episoder hvor jeg overspiste for derefter at kaste op. Det var hårdt for min krop og jeg havde ingen energi. Min mor fandt selvfølgelig ud af det, og jeg forsøgte flere gange at stoppe. På et tidspunkt lavede vi et væddemål på 2000kr, hvis jeg stoppede. Dette hjalp faktisk, og jeg kastede ikke op i en meget lang periode. Jeg husker dog ikke hvad det var der gjorde, at jeg fik tilbagefald, som endte i opkast igen.

Noget tid efter, hvor jeg svævede mellem at have det bedre og have det skidt – stadigt med en følelse af, at jeg og mit liv var unormalt og noget værre rod mødte jeg en fantastisk dreng, som jeg den dag i dag stadigt er sammen med. Han vidste lige fra starten, at jeg havde haft anoreksi, men han vidste dog ikke at jeg stadigt havde bulimi. Dette fortalte jeg ham en dag med frygt for at han ville gå fra mig, eller at han ville synes jeg var lige så klam, som jeg selv syntes. Han tog det pænt, men ville selvfølgelig at det skulle stoppe. Efter godt et år fik jeg overbevist mig selv om, at nu skulle det være slut, og fra den dag af stoppede det. Det var hårdt, men for hver dag der gik forsvandt tankerne om det mere og mere. I dag har jeg ikke kastet op i 2 et halvt år og jeg ved, at jeg aldrig kommer til det igen!

I dag, godt 6 år efter hele mit mareridt startede, er jeg ovenpå igen. De første år da det startede, var de værste i mit liv, men det har været på grund af min egen vilje og styrke om at blive rask, min familie og min kæreste, at jeg i dag kan sidde her og føle mig som en helt normal pige med et helt normalt liv. Jeg har gået til flere psykologer og gået i hypnose i de senere år, fordi jeg har kæmpet med dårligt selvværd og høje forventninger til mig selv. Men det har hjulpet, og jeg har det fint med mig selv i dag. Jeg har stadigt ting jeg skal arbejde med, ligesom alle andre, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme videre i processen.

Spiseforstyrrelse ville jeg aldrig ønske for nogen – end ikke min værste fjende! Min personlige mening er, at det er noget af det værste man kan få, og mange spiseforstyrrede kan ikke selv se, at de har brug for hjælp, eller også kan det være svært at få den nødvendige hjælp. Jeg tror at grunden til, at jeg i dag er kommet så langt, er fordi jeg har været bevidst om, at det jeg gjorde var forkert, at jeg ikke hverken ville eller kunne leve resten af mit liv på den måde, og at jeg har været/er bevidst om at bevæge mig videre i processen om at blive rask.

Det er en lang og sej kamp, men hvis man vil være rask, så kan man blive rask. Jeg håber virkeligt at piger og drenge derude med spiseforstyrrelser vil erkende, at de er syge og gøre dem selv en kæmpe tjeneste! Lad være med at vente. Jo længere tid man venter, jo længere en kamp bliver det!

Jeg håber virkeligt at tabuet om spiseforstyrrelser kan blive brudt!

 Og husk: Du ér god nok!

// Louise